+45 53 53 54 34
info@bogl.dk

Facebook Instagram LinkedIn

29.05.18

BOGL vinder Kulbaneparken

29.05.18

Kulbanekvarterets beboere kan se frem til at få en ny park i midt i bydelen. Parken skal anlægges på arealet ovenpå tunnelen til Ringstedbanen, som Banedanmark netop har efterladt. På dette sted er der potentiale for at anlægge en fantastisk park, der udnytter det særlige terræn og skaber hele kvarterets hjerte. Kulbaneparken kommer til at strække sig en lille kilometer langs hele Kulbanevej fra Retortvej til Vigerslevvej og bliver med sine 40.000 m2 næsten lige så stort som Ørstedparken i indre København. Sammen med Orbicon ingeniører har vi vundet udbuddet om at udvikle og projektere parken.

Parken bliver en helt ny Københavnerpark, der som noget helt enestående skal anlægges på stort set bar mark. ”At udvik­le og anlægge en ny park er en drømmeopgave for tegnestuen.  Projektet rummer en unik mulighed for at skabe en helt ny park fra bunden. Det er en sjælden begivenhed, at der etableres nye parker midt i den eksisterende bymasse. Parken har potentialet til at skabe et nyt momentum for en bydel, som oprindeligt ikke blev planlagt med den kærlighed og indlevelse, som et velfungerende bykvarter har behov for.”, siger kreativ direktør Jens Linnet.

Kul­banekvarteret er midt i en rivende udvikling med store visioner, nye initiativer og planer, som skal udvikle bydelen til et mere velfungerende, trygt og attraktivt boligområde. Kulbane­parken skal bidrage til et mere sammenhængende by­område med fællesskab og sammenhængskraft, der kan skabe en bedre hverdagsliv med nye positive fortællinger omkring kvarteret.

Vi arbejder allerede i Kulbanekvarteret, hvor vi har tegnet Lanternen, som bliver det første mødested i parken og glæder os over at kunne fortsætte vores gode samarbejde med Områdefornyelsen om udviklingen af parken.

Kulbaneparken forventes anlagt i løbet af 2019 – 2020.