+45 53 53 54 34
info@bogl.dk

Facebook Instagram LinkedIn

25.10.18

Frederiksberg får nyt, grønt ”generationernes byrum”

25.10.18

Som led i en fornyelse af Nordens Plads opfører BOGL, ERIK Arkitekter og JFP A/S plejecentret Betty III, som i både bygning og landskab åbner sig for det omkringliggende område og inviterer byen indenfor. Med fitnessrum, multisal, spa, fodpleje, offentligt tilgængelig frisør og butik samt integrerede funktioner til børneterapi i stueetagen, styrker Betty III områdets sociale sammenhængskraft samtidig med, at beboerne på Betty III bliver tilbudt en tryg, hverdagsmæssig kontekst.

Betty III er designet med landskabet som gennemgående element – bogstaveligt talt. Bygningens åbne program skaber rum til et grønt og levende indre gårdrum, som animerer til liv, ophold og interaktioner mellem generationer. Her er både plads til leg på klatretorve, læring i udeværkstedet samt fordybelse og ro længst inde i gårdrummet mod plejecentrets kerne. Her har husets beboere mulig­hed for i trygge omgivelser at opleve et grønt og stimulerende haverum, hvor vejr, årsti­dernes skiften og det nære byrum kan sanses og opleves helt tæt på.

Plejecentrets omkringliggende byrumslandskab er designet som et tæppe, så byrummet omfavner de eksisterende institutioner, og forbinder området med et nyt, spirende lag. I samspil med bygningens arkitektur og materialevalg, udgør byrummet et nyt, blødt tyngdepunkt i området rigt på anvendelsesmuligheder og med plads til oplevelser for både unge og gamle.