DK / NO

+45 53 53 54 34
info@bogl.dk

Instagram LinkedIn

17.06.25

BOGL udnævner associerede partnere

17.06.25

Chef for forretningsudvikling og kommunikation, Dorte Hermann, og projektleder og design lead, Kamille Augustinus, er nye associerede partnere i BOGL. Sammen skal de bidrage til fortsat vækst, professionalisering og yderligere internationalisering af tegnestuen.

Med etablerede kontorer i både Danmark og Norge og projekter i hele Skandinavien, ser landskabstegnestuen BOGL nu mod resten af Europa. Med tilegnelsen af opgaven om at designe og detaljere Wiens nye centrale bypark rykkede målet om flere projekter syd for den danske grænse endnu tættere på. Derfor udvider BOGL nu partnergruppen med to associerede partnere, der begge skal bidrage til den fortsatte professionalisering og internationalisering af tegnestuen.

De to nye associerede partnere er henholdsvis chef for forretningsudvikling og kommunikation, Dorte Hermann, og projektleder og design lead, Kamille Augustinus.

Om udnævnelsen udtaler administrerende direktør og stiftende partner Adam Bang:

”Vi arbejder hele tiden på at styrke og udvikle BOGL som en fagligt – og internationalt anerkendt landskabstegnestue og en robust forretning. Set i det lys, og fordi Dorte og Kamille begge leverer et uvurderligt engagement og bidrag til denne udvikling, er det naturligt for os at tilbyde dem associeret partnerskab. De spiller, på hver deres felt, en nøglerolle i tegnestuens fortsatte succes, og det skal de gøre i mange år fremover.”

Dorte Hermann har, siden sin ansættelse i 2016, taget afgørende del i udviklingen og positionering af BOGL som en af Skandinaviens førende landskabstegnestuer. I 2022 indtrådte hun i BOGLs ledelse, hvor hun, blandt meget andet, har bidraget med en professionel og struktureret tilgang til tegnestuens strategiske og organisatoriske udvikling.

Med udgangspunkt i en tværfaglig, uddannelsesmæssig baggrund, der tæller både arkitektur, visuel kultur og kommunikation, har Dorte, sammen med sit team, blandt andet været med til at sikre tegnestuen en lang række betydningsfulde opgaver herunder Remiseparken, Sundbyøster Plads, Bispebjerg Torv og Zentralpark Gasometervorfeld.

Kamille Augustinus har været ansat i BOGL i sammenlagt ti år. Som en af driverne bag BOGLs kunstneriske udvikling og som teamleder for tegnestuens udviklingsteam har hun gennem alle årene taget stor del i udviklingen af nyskabende og poetiske koncepter, idéoplæg, helhedsplaner og konkurrenceforslag, ligesom hun løbende har bidraget til rekruttering og træning af unge talenter.

Med sin ambitiøse tilgang og stærke faglighed udfordrer og udforsker Kamille konstant fagets grænser og muligheder. Hun besidder desuden en beundringsværdig formidlingsevne, som kommer til udtryk i samspillet med både brugere, bygherrer og øvrige samarbejdspartnere. I de senere år er hun trådt yderligere i karakter som repræsentant for BOGL i forbindelse med forelæsninger, konferencer og debatarrangementer.

BOGLs ejerkreds består fortsat af administrerende direktør og stiftende partner, Adam Bang, kreativ direktør og stiftende partner, Jens Linnet samt projektchef og partner, Marie Furbo. Dorte Hermann og Kamille Augustinus fortsætter begge i deres nuværende funktioner med tilhørende ansvarsområder.