Flere træer og læskabende beplantning, picnicsteder, legerum og plads til at mødes og være sammen. Med planerne for en grøn oase på den sydlige del af Store Torv står BOGL som vinder af projektet med at forny Thisteds centrale torv.
– Der har i bedømmelsesudvalget ikke været tvivl om, at forslaget fra BOGL er det forslag, der bedst favner de krav vi har haft til opgaven. Deres forslag både forskønner ved natur og i høj grad også genbrug af eksisterende materialer så de på elegant vis tiltrækker nye fællesskaber til torvets sydlige del. Samtidig favner de stedets historie omkranset af både gamle og nye bygninger, siger Jens Kr. Yde, der er formand for Thisted Kommunes Erhvervs-, Klima-, Miljø- og Teknikudvalg og med i bedømmelsesudvalget omkring planerne for Store Torv.
En forskønnelse af Thisteds centrale torv kan realiseres fordi Sparekassen Thy i forbindelse med byens 500-års købstadsjubilæum donerede 10 millioner kroner til projektet. Den gave satte gang i en spændende dialog med både nære aktører som naboer, grundejere og erhvervsledere, og der har også været afholdt workshops og ”Torve Talks”, hvor alle har kunnet byde ind med deres ideer og drømme om, hvad torvet i fremtiden skal kunne for byens borgere.
Den brede inddragelse dannede grundlag for opgavebeskrivelsen i konkurrencen, hvor bedømmelsesudvalget i alt har haft tre forslag at vælge imellem. Alle tre forslag bliver fra i dag udstillet på området på Store Torv.
Der skal nu arbejdes videre på de konkrete planer for den endelige udformning i et tæt samarbejde mellem BOGL, der i projekteringsfasen bistås af EKJ Rådgivende Ingeniører, og bedømmelsesudvalget. BOGL har tidligere stået bag projektet omkring Passagen og Smedjen i Storegade i Thisted, og vi ser virkelig frem til endnu et samarbejde i og om Thisteds bymidte.
Hvornår relanceringen af den sydlige del af Store Torv er klar til indvielse vil blive offentliggjort først i det nye år, når den endelige tidsplan for projektet er på plads.