Ligesom mange byer ved kysten risikerer Ebeltoft oversvømmelser ved stormflod, og vi er stolte over at kunne fortælle, at BOGL har vundet konkurrencen om at klimatilpasse kysten. Vi har arbejdet på konkurrencen sammen med Norrøn og Rambøll og glæder os til at fortsætte. Projektet skal udmunde i en strategisk udviklingsplan, der klimasikrer, skaber øget sammenhæng og styrker naturen i byen.
Vi foreslår, at klimasikringen bliver løst med et landskabeligt greb – et nord-sydgående landskabstræk, der trækkes ind i byen som et karakterskabende element. Ved at bruge naturen, topografien og landskabet til at sikre kysten, kan vi slå to fluer med ét smæk. Vi klimasikrer og skaber mere natur. Det vil resultere i en højere biodiversitet og flere sociale, smukke og inviterende rum langs kysten, hvilket på sigt vil gøre Ebeltoft endnu mere attraktiv – både som bopæl og turistmål.
Formand for Erhvervs- og planudvalget Kasper Kolstrup Møller udtaler om valget:
“Vi har set på tre gode forslag og er endt med at pege på forslaget fra BOGL. Det er et utrolig spændende vinderforslag, som forener den nødvendige klimasikring af de kystnære arealer i Ebeltoft med en sammenhængende og rekreativ udvikling af havnen i forhold til resten af byen. Jeg ser frem til udarbejdelsen af den endelige udviklingsplan og det fortsatte tætte samarbejde med borgerne i Ebeltoft omkring udviklingen af deres by.”
Et partnerskab bestående af Realdania, Miljøministeriet og Syddjurs Kommune stod bag konkurrencen, og sammen med Syddjurs Kommune og Ebeltoft i Udvikling vil vores team nu arbejde videre mod den endelige fysisk-strategiske udviklingsplan for området. Konkurrencen har fået støtte fra Realdanias og Miljøministeriets kampagne ”Byerne og det stigende havvand”.