DK / NO


info@bogl.dk

Instagram LinkedIn

Det Grønne Hjerte, Vinge

Det er noget særligt at skabe en ny by. Ikke blot nye boliger, veje og institutioner, men en by med sin egen identitet, sine egne fællesskaber og et landskab, som kan give stedet karakter og tilhørsforhold. I Vinge er ambitionen, at naturen ikke blot skal omkranse byen, men være dens udgangspunkt. Det Grønne Hjerte bliver derfor mere end et grønt mellemrum mellem bebyggelserne – det bliver byens landskabelige rygrad.

I vores forslag tager vi afsæt i det landskab, der allerede findes på stedet. Istidslandskabets terrænformer, søer og lavninger, gamle læhegn, frugttræer og tidligere haveanlæg udgør områdets skjulte skatte og bliver grundstenene i udviklingen af Vinges fælles byfælled. I stedet for at tilføre et nyt lag oven på stedet forstærker vi de eksisterende landskabskarakterer og gør dem til afsæt for byens fremtidige identitet.

Det overordnede greb organiserer området i tre forskellige landskabsrum: Vinge Bakker, Eventyrskoven og Kulturhaverne. Sammen skaber de et varieret forløb mellem stationen og Solsikkesøen, hvor bevægelse, ophold, natur og fællesskab flettes sammen.

Mod nord former vi Vinge Bakker af overskudsjord fra byens udvikling. Bakkerne refererer til det omgivende istidslandskab og skaber nye levesteder, udsigtspunkter og rum for bevægelse, leg og ophold. Den eksisterende cykelsti omdannes til et mere sanseligt og legende forløb, hvor hverdagens bevægelser bliver en del af landskabsoplevelsen.

I Eventyrskoven styrker vi områdets eksisterende naturværdier gennem nænsom naturgenopretning, nye stiforbindelser og små opholdssteder. Her bliver skoven et sted for opdagelse, læring og naturoplevelser tæt på det kommende børnehus.

Mod øst samler Kulturhaverne de eksisterende bygninger, drivhuset og de kommende fællesskaber i et grønt gårdlandskab. Frugthaver, haverum og fælles opholdssteder danner rammerne om et hverdagsliv, der kan vokse frem over tid.

For os handler Det Grønne Hjerte ikke blot om at skabe et rekreativt område, men om at lade landskabet blive byens identitetsskabende kraft. Et landskab, der giver Vinge karakter, fællesskab og et grønt centrum at samles om – både i dag og i takt med at byen vokser frem.

.

Tags park, byudvikling, biodiversitet, Vinge

Bygherre Frederikssund Kommune

Lokation Vinge

Areal 60.000 m2

Status Vundet konkurrence 2026