DK / NO

+45 53 53 54 34
info@bogl.dk

Instagram LinkedIn

30.08.24

En rejse til verdens ende

30.08.24

I sidste uge var vi på besigtigelse i et af de smukkeste og mest oplevelsesrige landskaber i Norge. Her i Finnmark, mellem himmel og hav og med Storhavet som nærmeste nabo, har vi fået til opgave at udforme to fremtidige udsigtspunkter langs Nasjonal Turistveg Varanger.

Opgaven består i at placere og designe to udsigtspunkter, som iscenesætter den dramatiske og enestående natur gennem enkle arkitektoniske greb. Det ene mellem Ekkerøy og Kiberg, det andet efter Persfjord på vej mod Hamningberg.

Naturen i området er karakteriseret ved et forrevent klippelandskab i kombination med birkeskov og mose. Fuglelivet og faunaen på stedet er helt unik med arter, som man ikke finder andre steder i verden.

De langstrakte linjer er dominerende både i landskabet og historisk. Nærheden til Rusland, finsk indvandring og samiske traditioner præger områdets spændende og mangfoldige kulturhistorie, der også skal videreformidles gennem de nye udsigtspunkter.

Nasjonal Turistveg Varanger er en af de 18 nationale og landsdækkende turistveje i Norge. BOGL er et af fire landskabsarkitektkontorer, som er med på rammeaftalen om kommende turistvejsprojekter.

Det er ikke første gang at vi prøver kræfter med Nasjonale Turistveger. I foråret 2023 afleverede vi dette konkurrenceforslag for Kvelven tunnel og Hylsskaret i Ryfylke.