Første spadestik til fremtidens grønne gade i Haraldsgadekvarteret blev taget en mørk eftermiddag i november, hvor både små og store var med til at markere startskuddet for omdannelsen af Sigynsgade og Krakas Plads.
Både beboere og repræsentanter fra arbejdsgruppen tog del i fejringen, hvor Teknik- og Miljøborgmester, Line Barfod, holdt en inspirerende tale, der satte ord på projektet. Børnene fik også deres helt egen oplevelse med mulighed for at prøve kræfter med en gravko.
Med første spadestik kan anlægsarbejdet for alvor begynde, og så er det bare at vente til indvielsen af det nye byrum i foråret 2026, hvor Sigynsgade og Krakas Plads vil være forvandlet til et grønnere og mere levende sted – med masser af rum til leg, ophold og fællesskab for alle aldre.
Projektet, som er en del af Områdefornyelsen ved Skjolds Plads, er tegnet af BOGL for Københavns Kommune og udføres af Sven Bech.
Foto: Områdefornyelsen ved Skjolds Plads.