Nordhavnsparken
Nordhavnsparken er et sammenhængende landskab, der udvikles dynamisk og over tid med udgangspunkt i naturens egne processer, geologi, terræn og beplantning. Et landskabs- og naturområde, der fletter land og vand sammen på en måde, der gør naturen tilgængelig for alle mennesker og dyr.
Udgangspunktet for hovedgrebet er at skabe en sammenhængende, fleksibel og robust park, der bygger videre på stedets eksisterende kvaliteter og karakter. Ved at arbejde med terrænet, kystlinjen og en række forskellige naturtyper, der sammen skaber varierede rum og oplevelser med forskellige habitater både på land og i vand, bliver landskabet hovedgrebet i sig selv.
Som del af hovedgrebet opdeles parken i en mere bynær, aktiv del med boldbaner, strand, badning m.m. tæt på byen, metro og Tunnelfabrikken mod syd. Mod nord etableres en mere rekreativ del med fokus på dyrelivet. Her introduceres en række storslåede naturoplevelser og -typer såsom sletten, strandengen med græssende geder og æsler, den oplevelsesrige kyststrækning samt et bakkelandskab med mere varieret beplantning og frodig karakter.
Landskabeligt og rumligt hænger de to dele uløseligt sammen med en glidende topografi og naturlige overgange af habitater og forskellige typer af beplantning. Samtidig danner parkens højeste punkt, Krateret, en naturlig adskillelse mellem de to. Herfra kan man, fra 30 meters højde, opleve en 360-graders panoramaudsigt over hele parken, hele Nordhavn og Københavns silhuet mod syd.
I Nordhavnsparken vækkes det levende væsen på forskellig vis, og parken vil med tiden præges af en rig variation af naturtyper: Muslingebanker, ålegræs, strandeng, lysåbne sletter med stenformationer, store, flade lagunesøer og temporære vandhuller, krat og skovstykker vil alle koble sig på eksisterende og/eller fremtidige blågrønne netværk i og omkring Nordhavn. Vores ambition er at skabe et levende landskab, hvor vi stoler på, at naturen godt ’kan selv’, men hvor vi hjælper den på vej ved at initiere en række naturlige processer.
Hele parkens etablering bygger på en cirkulær tanke om, i videst muligt omfang, at bruge de ressourcer, som er på stedet. Vegetationen, dyrelivet og de byggede strukturer – såvel som det lokale foreningsliv og de sociale aktiviteter – skal etablere sig og vokse på organisk vis og med mindst mulig intervention. Vores primære materialepalet består derfor af stedets egne materialer i kombination med træ og lokalt høstede genbrugsmaterialer.
Et omfattende stisystem, der er indarbejdet i terrænet, forbinder alle parkens delområder. Med boardwalks, der leder over kraftig topografi eller vådområder, bliver tilgængelighed indskrevet som en naturlig del af parkens udformning og topografi, uden at det betyder at parkens dramatik forsvinder eller at der skal etableres meget tekniske løsninger for at skabe tilgængelighed på bagkant.
Ankomst til parken fra landsiden sker via to primære ankomstområder. Det ene indarbejdes i parkens sydøstlige hjørne som adgang for både besøgende og drift. Denne ankomst bliver et knudepunkt for parkens mere aktive del og de programmerede idrætsfaciliteter. Det andet ankomstområde, som er forbeholdt cykler og gående, placeres i parkens sydvestlige hjørne. Her fører forskellige stiforbindelser til en gangbro hen over Nordhavnstippen, der leder videre ned til en bugtende sandstrand og den dertilhørende strandpromenade.
Tags
Adresse København, Danmark
Bygherre Københavns Kommune og By&Havn
Areal 300.000 m2
Team WSP Danmark, Amphi Consult, Project Base og Kommon
Status Inviteret konkurrence
År 2025
