Landskabsarkitekt Nicholas Dyakowski er ny kollega på BOGLs kontor i København. Han er oprindeligt fra Canada, men flyttede i 2017 til Danmark for at tage en kandidat i landskabsarkitektur på Københavns Universitet. Dermed kommer Nicholas med et internationalt udsyn og tværfaglige kompetencer, der bl.a. kan bidrage til BOGLs ambition om yderligere vækst på markeder uden for Skandinavien.
Som projektmedarbejder i et af BOGLs projekteringsteams vil Nicholas arbejde med konceptudviklingen og projekteringen af omdannelsen af Asger Jorns Allé i Ørestad Syd for By & Havn. Her kan han bl.a. trække på tidligere erfaringer med projektering af vej-, byrums- og klimatilpasningsprojekter for Københavns Kommune.
Nicholas kommer desuden med stor viden om- og erfaring med implementering af genbrug og genanvendelse af materialer og LCA-beregninger i landskabsprojekter. Gennem en årrække har han arbejdet med projekter i forskellige skala – for både private og offentlige bygherrer – fra projektering af udearealer i boligprojekter og industrilandskaber til landskabsanalyser og arealplanlægning.
I hverdagen sætter Nicholas det gode, tværfaglige samarbejde højt, herunder tydelig kommunikation og koordinering både internt i rådgiverteamet, på tværs af discipliner og i samarbejdet med bygherre.
Nicholas har, foruden sin kandidat fra KU, en bachelor i miljøgeografi og kunsthistorie fra University of Toronto.
Vi glæder os til samarbejdet!


