April bød på fantastisk forårsvejr og en dejlig, lang påskeferie for mange. På BOGL fik vi desuden budt velkommen til Hanna Husum, der skal være studio manager og projektleder på vores kontor i Oslo.
Hanna er uddannet master i landskabsarkitektur fra Norges miljø- og biovitenskabelige Universitet (NMBU), en kandidatgrad i landskabsarkitektur fra Københavns Universitet. Hun har løbende efteruddannet sig inden for bl.a. faglig ledelse og projekteringsledelse.
Med snart ti års erfaring fra landskabstegnestuer og -teams i både Danmark og Norge kommer Hanna med bred erfaring, der både dækker de tidlige faser og projektering af alt fra udearealer i forbindelse med boliger, skoler, børnehaver og plejehjem til offentlige gader, torve og parker. Til fælles har projekterne et fokus på sociale mødesteder, biodiversitet, håndtering af overfladevand samt genbrug og genanvendelse.
De seneste år har Hanna specialiseret sig i procesledelse, koordinering og kommunikation på tværs af discipliner i store projekter samt projektøkonomi. Disse kompetencer har hun bl.a. bragt i spil i udviklingen af udearealerne til Vikingtidsmuseet i Oslo, som hun var projekteringsleder på fra dispositionsforslag til udbudsprojekt.
Som studio manager skal Hanna støtte ledelsen af BOGLs kontor i Norge med bl.a. forretningsudvikling/akkvisition, forhandling af aftalegrundlag og den daglige drift. Med tiden kommer Hanna også til at indgå i projekteringsteamet som projekt- og/eller projekteringsleder.
Som landskabsarkitekt er Hanna drevet af en nysgerrig tilgang til naturens processer og motiveret af et stort samfundsengagement med særligt fokus på miljømæssig bæredygtighed og økologi. Hendes fascination for hvordan vores omgivelser påvirker individet og fællesskabet er afsættet for en undersøgelse og systematisering af stedets egenart, så ethvert projekts program og funktioner samles i en æstetik, som lader stedet træde i karakter.
I øvrigt er Hanna et kendt ansigt i BOGL, da hun i perioden 2015-2016 var ansat som praktikant og studentermedarbejder på tegnestuen i København.
Vi glæder os til samarbejdet!