Sammen med vores dygtige samarbejdspartnere i JAJA, Artelia og Kommon har vi vundet Københavns Kommunes udbud om at udarbejde en helhedsorienteret, strategisk og tværgående plan for trafik, ophold, byliv og natur på Amager.
Planen skal både se på bedre sammenhæng mellem Amager Øst og Amager Vest som helhed og indeholde en vision for trafik og byrum med fokusområder for den fremtidige udvikling af Amager.
Opgaven er inddelt i tre faser: En byrumsanalyse af eksisterende udfordringer og potentialer, en dialogproces om det fremtidige Amager og udarbejdelse af en samlet Trafik -og byrumsplan for Amager. Projektet indebærer således løbende og tæt inddragelse af lokaludvalg, borgere og andre interessenter.
Vores tilgang til opgaven tager udgangspunkt i et stærkt, tværfagligt samarbejde og designløsninger, der integrerer trafikalt flow, byliv, grønne områder og mødesteder og samtidig håndterer udfordringer som tab af biodiversitet og klimatilpasning.
Vi glæder os til samarbejdet – både i rådgiverteamet og med alle interessenter – og ser frem til at aktivere JAJAs mobilitetspyramide i opgaveløsningen, der til anledningen er blevet omdannet til en ”Mobilitets-amagerhylde”.