DK / NO

+45 53 53 54 34
info@bogl.dk

Facebook Instagram LinkedIn

11.10.22

Vil du i praktik hos BOGL?

11.10.22

Vi leder efter et nyt hold dygtige praktikanter, der har lyst til at være en del af en ambitiøs, specialiseret og kreativ tegnestue. Vi har en masse spændende projekter på vej, og som praktikant hos os får du et lærerigt forår med stort ansvar og varierede opgaver. Du kommer til at arbejde tæt sammen med vores fastansatte medarbejdere, besøge projekter og opleve, at nogle af dine input og idéer bliver til virkelighed. Tidligere har praktikanter for eksempel arbejdet med Masterplanen for Laksevågneset i BergenSundbyøster Plads og et midlertidigt byrum i forbindelse med sommerens Tour de France-etape i København.

BOGL består af 28 medarbejdere i København og Oslo. Vi brænder for vores fag og sætter en ære i at forme fremtidens byer og landskaber. Det betyder, at vi altid gør vores ypperste – uanset om vi arbejder i stor eller lille skala på en helhedsplan eller et regnvandsbed.

Vi forestiller os, at …

– du studerer til landskabsarkitekt, urban designer eller byplanlægger og har afsluttet din bachelor. Men vi er også åbne for andre fagligheder, ligesom vi modtager praktikanter fra hele verden.

– du er god til Autocad, Adobe-pakken og 3D i fx Rhino eller Sketch-up

– du har grafisk sans

– du er nysgerrig, åben og imødekommende og ikke er bange for at tage ansvar og arbejde selvstændigt

Derudover er det vigtigt, at praktikken indgår som en del af din uddannelse, hvor du modtager ECTS.

Vi begynder ugen med morgenmad og slutter den ofte af med bordtennis og en fredagsøl. Frokosten er altid vegetarisk (og gratis for praktikanter), og vi spiser den sammen ved et langbord. I løbet af foråret besøger vi projekter og tager på udflugt, og når sommeren nærmer sig, holder vi en sommerfest.

DET PRAKTISKE
Praktikopholdet løber fra februar til og med juni 2023, er fuldtid og finder sted på tegnestuen i København på Tranevej 16, 2400 NV.
Du søger ved at sende dit CV, portfolio og en kort motivation i en e-mail til Kamille Hansson på kah@bogl.dk – skriv ’praktik’ i emnefeltet. Husk at skrive dine kontaktoplysninger på dit CV og portfolio.

Dit portfolio må gerne være på engelsk, dansk, norsk eller svensk, og du må gerne begrænse tekstmængden til et minimum. Vi ser helst at dit materiale indeholder få og gode eksempler på dine seneste projekter. Er du nysgerrig på, hvordan livet som praktikant er hos BOGL, kan du få et indblik på vores Instagram.

Ansøgningsfristen er den 25. oktober, og vi holder samtaler i uge 44.

Har du spørgsmål, er du mere end velkommen til at kontakte Kamille på kah@bogl.dk eller ringe på tlf. +45 31 14 75 19.

Hvis du vil have et indblik i vores projekter og hverdag på tegnestuen, kan du følge os på Facebook, Instagram og LinkedIn.

Vi håber, at du har lyst til at være i praktik hos os og glæder os til at høre fra dig.

// Read the job posting in English here: Internship BOGL_Spring 2023 (pdf)