RE:START Kampstraße
Projektet omfatter Kampstraße og byrummene omkring Reinoldikirche i hjertet af Dortmunds historiske bymidte. Kampstraße strækker sig ca. 600 meter mellem Reinoldikirche og St. Petrikirche og forbinder samtidig to centrale U-Bahn-stationer.
Forslaget gentænker Kampstraße som et grønt byrum med plads til ophold, bevægelse og hverdagsliv. Trafikken omlægges, en tydelig cykelforbindelse føres gennem gaden, og fodgængerne får mere plads. Kampstraße bliver en grøn promenade mellem de to kirker, mens pladsen omkring Reinoldikirche samles til et nyt centralt byrum.
Et historisk byrum
Kampstraße er et langstrakt byrum med en kirke i hver ende. I dag opleves gaden som overdimensioneret og fragmenteret med store befæstede flader, kørebaner, spredt inventar og mange forskellige materialer.
Samtidig rummer stedet tydelige spor af sin historie. Sandstensbygninger følger gaden, gamle brosten dukker op i belægningen, og enkelte steder ligger sporvognsskinnerne stadig tilbage.
Forslaget tager afsæt i disse eksisterende kvaliteter. Byrummet ryddes op og forenkles, så bygningerne, kirkerne og gadens historiske spor træder tydeligere frem. Nye elementer tilføjes med afsæt i stedets materialer, skala og karakter.
Pladsen ved Reinoldikirche
Reinoldikirche er et af Dortmunds vigtigste historiske bygningsværker. Arealerne omkring kirken samles til en sammenhængende plads, der giver mere ro omkring bygningen og skaber en tydeligere sammenhæng mellem kirken og byen.
Pladsen anlægges med brede sandstensplader, brosten og træer i grus. Materialerne trækker på Dortmunds historiske bymidte og skaber forbindelse til blandt andet Alter Markt og Hansaplatz.
Pladsen er disponeret som et robust og fleksibelt byrum med plads til både hverdagsliv, ophold, julemarked, koncerter og større arrangementer. Ved St. Petrikirche i den modsatte ende åbner promenaden sig igen og danner en plads omkring kirken.
Geologien som afsæt
Projektets formsprog tager afsæt i Ruhrområdets geologi. Lag af sandsten, sand og kul har formet landskabet og siden regionens industrielle udvikling.
Denne lagdeling genfindes i Kampstraßes nye landskab. Lange sandstenskanter bevæger sig gennem gaden og organiserer beplantning, ophold og bevægelse. De fungerer både som kant, terrænspring og siddeplads og skaber undervejs nicher, mindre pladser og grønne haverum.
Materialepaletten er enkel og knyttet til stedet. Sandsten kombineres med lyse klinker og de varme toner fra facaderne langs gaden. Materialerne er robuste og valgt med blik for lang levetid, demontering og genbrug.
En promenade mellem to kirker
Den nye Kampstraße tager udgangspunkt i mennesker frem for biler. Hvor gaden i dag er præget af lange, rette trafikforløb, arbejder forslaget med et mere varieret forløb, der følger bevægelsen gennem byen og skaber forskellige opholdssituationer.
En gennemgående cykelrute sikrer en tydelig forbindelse på tværs af bymidten, mens brede gangarealer langs facaderne giver adgang til butikker, restauranter og bygninger.
Mellem de to kirker skifter Kampstraße karakter med udeservering, græsflader under træerne, mindre haver, opholdsrum og steder til leg og aktivitet. På den måde supplerer Kampstraße bymidtens handelsgader med et grønt byrum med plads til både kommercielle og ikke-kommercielle aktiviteter.
Grønt og blåt
Beplantningen er et bærende element i projektet. Store træer skaber skygge og sammenhæng, mens blomstrende træer, buske, stauder og græsser giver variation gennem året og levesteder for fugle og insekter. Der arbejdes primært med hjemmehørende arter og arter, der kan klare et varmere og tørrere byklima.
Under jorden sætter U-Bahn, tunneler og ledninger rammer for, hvor nye træer kan plantes. Hvor jorddybden er begrænset, løftes terrænet lokalt med sandstenskanterne, så der skabes bedre vækstbetingelser og større rodvolumen.
Regnbede placeres i gadens lavpunkter og tilbageholder vand ved kraftig regn. Sammen med træer og øvrig beplantning bidrager de til et grønnere og mere robust bymiljø med mere skygge, fordampning og variation.
Tags byrum, plads, transformation, mobilitet, gade, Reinoldikirche
Adresse Kampstrasse, Dortmund, Tyskland
Bygherre Stadt Dortmund
Samarbejde Landschaftsmanufaktur
ARUP
C733
Arntz Erke Architekten
år 2026-2032
Status Igangværende
1. præmie i inviteret konkurrence, 2026
