Sigynsgade og Krakas Plads
På Krakas Plads og i Sigynsgade får bylivet, de bløde trafikanter og masser af grønt fremover en mere fremtrædende plads end bilerne. Det gode hverdagsliv og en stærk lokal identitet med fokus på genbrug af materialer er således omdrejningspunktet for omdannelsen af det hidtil lidt oversete område i Haraldsgadekvarteret på Ydre Nørrebro. Målet med projektet er at skabe en aktiv og attraktiv gade, der inviterer til et rigt hverdags- og byliv, booster biodiversiteten og forbedrer forholdene for gående og cyklister.
Det arkitektoniske hovedgreb vender gaden ’på hovedet’: Det, der tidligere oplevedes som en traditionel, lige vej kantet af parkering, bliver i fremtiden en grøn opholdsgade med god plads til bløde trafikanter, legende børn og voksne. Formsproget er bygget op omkring cirklen som gennemgående motiv. Den letaflæselige, stærke form bryder det lineære gadeforløb og binder gaderummet sammen på langs og på tværs. Cirklerne giver således form til både trafikdæmpende foranstaltninger som vejbump og indsnævringer af gaden og til små, byrumskabende opholdspladser indrammet af træer.
Projektet anvender primært genbrugte og/eller genanvendte materialer, som kommer enten fra projektområdet, fra andre projekter inden for Københavns Kommune eller fra Københavns Kommunes materialedepot. Asfalt, som tidligere var kørebane eller fortov, opleves nu som små byrum og steder, der giver gaden en helt særlig identitet og oplevelse. Genbrugte brosten af granit, danner en smuk ramme om asfalten og tilfører et let farvespil og en taktilitet til gaden. Og et spor af genbrugt stål, der bygger videre på det gennemgående cirkelmotiv, giver vejen en klar arkitektonisk identitet og skaber et sammenhængende inventarforløb, der løser forskellige funktioner forskellige steder langs gaden. Som et forsøg arbejder vi også med at genbruge de velkendte betonfliser fra ’Københavnerfortovene’ til at bygge bænke og som kanter – enten som kantning i niveau, der adskiller materialer i terræn eller som kantning ved lysninger, der hæver sig og bliver til siddekanter fx rundt om boldbanen.
Haraldsgadekvarteret er omringet af Lersøparken, den grønne kile, Mimersparken, Lersøpark Allé og Fælledparken. I fremtiden skal biokorridorer koble området bedre sammen med disse parker og grønne områder og være med til at styrke fornemmelsen af Krakas Plads og Sigynsgade som et grønt stræk. Vores mål er derfor at gøre gaden så grøn som muligt og at bruge bynaturen til at understøtte transformationen fra grå til grøn. I takt med at året går, og årstiderne skifter, vil den varierende beplantning forandre sig og give beboerne i området og dem, der passerer igennem, en oplevelse af at kunne følge med i årets gangs. Planternes former, farver, dufte og poetiske foranderlighed vil gøre hverdagen lidt smukkere og mere sanselig. Samtidig vil den øgede beplantning være med til at skabe behagelige mikroklimaer.
Projektet er en del af Områdefornyelsen ved Skjold Plads, som, sammen med Københavns Kommune, er bygherre på projektet. Projektforslaget bygger på en særlig omfattende og gennemgående inddragelse af lokale aktører og interessenter, der, gennem Områdefornyelsen, har været med til at sætte deres præg på projektudviklingen. Den lokale arbejdsgruppe består af lokaludvalget og beboerrepræsentanter fra de tilstødende boligorganisationer, ligesom lokaludvalg, grundejere ved Sigynsgade og Krakas Plads samt andre udvalgte interessenter har været en del af høringen.
Tags københavn, byrum, inddragelse, Områdefornyelsen Skjolds Plads, genbrugsmaterialer
Adresse Sigynsgade og Krakas Plads, 2200 København N
Bygherre Københavns Kommune og Områdefornyelsen ved Skjolds Plads
Ingeniør Rambøll
Konsulent, biodiversitet AmphiConsult
Entreprenør Sven Bech
År 2022-2026
Status Under udførelse



