Travbyen
På byens tidligere Travbane, i hjertet af Billund, vokser en ny bydel frem. Travbyen bliver en blandet bydel med ca. 550 boliger, små lokale butikker, kreative erhverv, sport og bevægelse, daginstitution og faciliteter, hvor beboerne kan mødes og dyrke fællesskabet.
Gennem en årrække har BOGL, i tæt samarbejde med bygherre, udviklet et visionært landskabsprojekt for den nye bydel med natur, klima, bæredygtighed og leg som bærende temaer. Landskabsprojektet rummer bl.a. en stor park, en promenade, der integreres med byens eksisterende Playline, to større byrum samt lokale mødesteder i gaderummene.
Omdrejningspunktet for projektet er leg som en kilde til kvalitet i hverdagen for alle uanset alder. Udearealerne inviterer således til bevægelse og kreativitet, fællesskab og fordybelse og byder på en stor rumlig og oplevelsesmæssig variation.
Billunds eksisterende Playline, der er en aktiv, interessant og sjov rute, som forbinder byens turistattraktioner med bymidten, integreres i projektet i et stort legende byrum, der binder Travbyen sammen med resten af Billund og inviterer til spontan bevægelse og leg. Langs med Playline etableres et lege- og bevægelseslandskab, som bidrager til yderligere aktivering af strækningen.
I parken Det grønne hjerte kan naturen vokse vildt. Her kan man gå på opdagelse, lære om biodiversitet eller grille snobrød. En boardwalk gør de forskellige beplantnings- og landskabstyper, der findes her, tilgængelige for alle også i regnfulde perioder. Det grønne hjerte rummer ydermere en ’eventyrskov’ og en labyrint, der, som et landskab i landskabet, inviterer til eventyrløb, skattejagt eller lignende.
Bydelens to store byrum ligger som centrale pladser i tilknytning til Playline, Det grønne hjerte og boligområderne. Den ene byrumsplads er centreret omkring åløbet, der løber på tværs af projektområdet. Her er vandelementet i fokus, og terrasseringer i landskabet, trædesten og kalkstensblokke inviterer til leg og udforskning af livet i og ved åen. Det andet byrum, som skal omkranse bydelens fælleshus, får en mere urban, grøn karakter og udvikles i samarbejde med tegnestuen ReVærk. Begge pladser er disponeret med befæstede arealer af genbrugsklinker.
Der plantes tusindvis af træer i bydelen, hvoraf størstedelen skal gro og folde sig ud i Det grønne hjerte. Men også i gaderummene planlægges der med masser af grønt. Her har vi hentet inspiration i istidslandskabet, der oprindeligt formede Billund og skabt små ’øer’, der begrønner gaden. Nogle steder vokser ’øerne’ op og ud af terrænet og danner bakker. Andre steder fremstår de som lavninger, der også fungerer til opsamling af regnvand.
Udformningen af boliggaderne prioriterer bløde trafikanter over biler og taler således ind i Travbyens målsætning om at skabe en bydel, hvor der er balance mellem mennesker, natur og by, og hvor det er nemt at leve mere klimavenligt. Med plads til både leg, masser af grønt og regnvand bliver boliggaderne levende og et aktiv i bydelens sociale og miljømæssige udvikling.
Tags leg, byudvikling, bynatur, klimatilpasning, bevægelse, bypark, biodiversitet, Travbyen, boliggader
Adresse Travbyen, 7190 Billund
Bygherre KIRKBI Invest A/S
År 2022-2026 (fase 1)
Status Igangværende. Fase 1 forventes afsluttet i slutningen af 2026.
Visualisering GEHL (Det grønne hjerte)





