DK / NO


info@bogl.dk

Instagram LinkedIn

25.08.26

Vinder Folkeparken på Halvøen i Ebeltoft

25.08.26

Vi er glade for at kunne dele, at vi sammen med MT Højgaard og Rambøll har vundet konkurrencen om Folkeparken på Halvøen i Ebeltoft.

Med projektet begynder et nyt kapitel for Ebeltofts havnefront. Det åbne og vindblæste græsareal på Halvøen skal transformeres til en karakterfuld, klimatilpasset og rekreativ park, der forbinder byen, kysten, kulturen og hverdagslivet og skaber et nyt mødested ved vandet for både lokale og besøgende.

Folkeparken er samtidig en vigtig brik i klimatilpasningen af Ebeltoft og det første store åbningstræk i realiseringen af den strategisk-fysiske udviklingsplan Klimarobust Kystkultur, som BOGL står bag. Planen skal beskytte Ebeltofts historiske bymidte og havneområde mod fremtidens stormfloder, havvandsstigninger og regnvand – samtidig med at klimatilpasningen bruges aktivt til at udvikle byens møde med vandet og skabe nye rekreative kvaliteter.

Vi har derfor arbejdet med området gennem flere år, og vi glæder os til nu at fortsætte arbejdet og tage det første store skridt fra strategi til realisering med Folkeparken på Halvøen.

Et nyt kystlandskab

Halvøen har en helt særlig placering i Ebeltoft. Området ligger langs kysten, på aksen til Fregatten Jylland, lige ved GLAS – Museet for Glaskunst og få minutters gang fra Fiskerihavnen. Selve Halvøen blev skabt i 1980’erne af den jord, der blev gravet væk for at skabe plads til Fregatten Jylland – og stedets historie og tætte forbindelse til vandet er et vigtigt afsæt for projektet.

Folkeparken formes som et sammenhængende, kuperet kystlandskab inspireret af naturen omkring Ebeltoft. Strandvegetation og karakteristiske fyrretræer skaber en varieret park, hvor åbne udsigter over vandet veksler med grønne og mere intime opholdssteder i læ for vinden.

Det nye terræn spiller en central rolle i både parkens arkitektur og klimatilpasningen. Kystsikringen integreres i landskabet, så beskyttelsen mod stormflod og stigende havvand ikke bliver en barriere mellem byen og kysten, men en del af parkens rum, forbindelser og opholdssteder. Samtidig indgår håndteringen af regnvand som en integreret del af landskabet.

En gennemgående promenade bliver parkens rygrad og en del af kystsikringen. Den forbinder området fra nord til syd og skaber undervejs steder at opholde sig og opleve udsigten over vandet og mod Mols Bjerge.

Langs promenaden folder parkens forskellige aktiviteter sig ud med havnebad og bystrand, sauna og ophold ved vandet, strandbar, aktivitetsplads, leg og områder til bevægelse. Tilsammen skabes et landskab med plads til både aktivitet og ro – og til sommerens mange besøgende såvel som hverdagslivet året rundt.

Bedømmelsesudvalget fremhæver forslagets ”høje landskabsarkitektoniske kvalitet og vellykkede rumlige disponering” og vurderer, at parken som helhed danner en stærk ramme for nye fællesskaber, ophold og aktiviteter for både lokale og besøgende.

Projektet projekteres færdigt frem mod anlægsstart i foråret 2027 og forventes at stå klar til indvielse i begyndelsen af 2029.