DK / NO

+45 53 53 54 34
info@bogl.dk

Instagram LinkedIn

Zentralpark Gasometervorfeld

Området omkring Wiens historiske gaslager, der i dag er en bymæssigt- og socialt kompleks bydel med både boliger, erhverv og kulturtilbud, skal have sin egen bypark. Med sin centrale beliggenhed, tæt ved metrostation, erhverv og kultur, bliver parken både et samlingspunkt for Bricolage City-bydelen og en ny destination centralt i Wien.

Visionen for Zentralpark Gasometervorfeld er at skabe et frodigt samlingspunkt for hele kvarteret – et sted, hvor mennesker kan mødes, slappe af og nyde både natur og byliv. Med udgangspunkt i bevaring og videreudvikling af de eksisterende kvaliteter på stedet skaber vi en park, der forener det historiske og moderne med fokus på grønne byrum, biodiversitet og sociale mødesteder.

Parken skal udvikles over tid og gennem flere faser. Derfor arbejder vi med et robust arkitektonisk koncept bestående af fire designprincipper, der løbende kan tilpasses nye krav og behov:

Den Åbne Flade: En sammenhængende, åben flade forbinder parkens forskellige dele og skaber et langstrakt landskabsrum, der sikrer visuel kontakt til gassiloerne, som er bydelens og byens ubestridte vartegn. På fladen optræder spredte, store træer, der bevares, blandt andet mange gamle valnøddetræer, der sammen med fælledgræs og urteplantninger inddeler rummet i mindre zoner til ophold.

Den Grønne Ramme: Et rigt vegetationsbælte, der omkranser parkens åbne indre, skal være med til at fremme biodiversiteten i området. Vegetationsbæltet varierer i karakter fra tæt, eksisterende beplantning til høje parktræer og blomstrende, flerstammede træer og buske. Beplantningen danner en buffer mellem Den Åbne Flade og bebyggelsen i randzonen.

Udskæringerne: Programmerede rum, i form af udskæringer i Den Grønne Ramme, formidler overgangen mellem parkens indre og den omkringliggende by. Der er her tale om rum og funktioner som fx caféen, kulturhaven, legepladsen, ”De Gamle Haver” og aktivitetspladsen.

Lysningerne: Små, overraskende rum eller lysninger i det grønne inviterer til udforskning og opdagelse i tråd med stedets eksisterende karakter og atmosfære. Det drejer sig fx om bistader, fordybelsessteder eller gamle industriporte, der er bygget om til gynger.

Overalt i parken får områdets eksisterende bygninger og gamle strukturer og materialer nyt liv, ligesom alle eksisterende træer og den øvrige natur bevares. En gammel hestestald åbnes op og omdannes til et overdækket streetsport-område. Og en stor industribygning i parkens sydlige del, der grænser op til den nedlagte jernbane, omdannes til en kulturhave, hvor klimaskærmen genbruges som ramme om forskellige aktiviteter.

Den 51.000m2 store park er inddelt i mindre delområder med forskellige formål og funktioner. Der er fx et dedikeret legeområde til mindre børn, forskellige aktivitetsområder for større børn og voksne og et sceneområde med tribune. De forskellige delområder forbindes af et promenadestrøg, der løber i periferien af Den Åbne Flade.

Første fase af anlægsarbejdet forventes at påbegyndes i 2026 og vare omkring to år. Efterfølgende skal parken gradvist udvides i de kommende år.

.

Tags park, bypark, arkitektkonkurrence, Wien, Gasometer

Adresse Bricolage City, Wien

Bygherre MA-42, Stadt Wien

Areal 51.000m2

År 2026-2028 (fase 1)

Samarbejde NUWELA

Status 1. præmie i inviteret konkurrence 2024. Igangværende.

Visualiseringer Monolot

Relaterede projekter