Marissa Feriepark
I den tyske delstat Niedersachsen i et smukt naturområde ved bredden af søen Dümmer ligger Marissa Feriepark. Ferieparken skal opføres på en 18 hektar stor grund, der tidligere har været brugt som campingområde og er omgivet af den store, frodige naturpark, Dümmer. Visionen for projektet er at skabe en ferieby i høj arkitektonisk kvalitet i tæt relation med naturen og med direkte adgang til vandet.
Marissa Feriepark består af både resort, sommerhuse og ferielejligheder. Sammen danner de forskellige typer en relativ tæt bebyggelse i en opløst struktur, der omgiver små fælles arealer med plads ophold, leg og parkering. Små terrasser foran boligerne skaber flydende overgange til landskabet, der løber mellem bygninger og trækker den omkringliggende natur ind til husene.
BOGL har stået for landskabsdesignet, der er inspireret af de mange forskellige naturtyper, der omgiver ferieparken. Landskabet løber organisk gennem hele feriebyen og danner et sammenhængende forløb med lokale variationer, der giver modspil til bebyggelserne. De nærliggende strande, skove og enge trækker for eksempel tydelige spor mellem husene i form af marehalm, egetræer og markblomster.
Ved bredden af Dümmer er der anlagt en stor naturstrand med promenade, mole, strandcafé og en sauna placeret på pæle i vandet. Strandlandskabet bliver karakteriseret af klitter, der skaber en stemning af at være tæt på naturen og ferieparken på samme tid. Bygningerne tættest på vandkanten ligger i strandkvarteret, der er indrammet af fyrretræer, lyng og strandroser. Gangbroer af træ fører feriegæsterne rundt mellem ferieboligerne, mens det bakkede terræn skaber små nicher og kroge omkring boligerne og deres terrasser.
Centralt i ferieparken ligger et skovområde med hundredvis af træer, der blandt andet tæller egetræer, ask, fyr og birk. Skovområdet indrammer et stort sportsområde og naturlegeplads, så der er rig mulighed for både børn og voksne for at tage på eventyr, gåtur eller skovtur.
Det store projektområde og den frodige omkringliggende natur har skabt et spændende grundlag for et varieret og anderledes landskab, der spænder bredt fra mark og eng til sandstrand og skov.
Tags skov, promenade, Marissa Feriepark, Tyskland, Dümmer See, Strand, Ferieby, Marehalm
Adresse Schodden Hof 3, 49459 Lembruch, Tyskland
Bygherre Wald & Welle
Areal 18 ha.
År 2017-2021
Arkitekt MGG Architects
Status Igangværende