Dk / No

+45 53 53 54 34
info@bogl.dk

Facebook Instagram LinkedIn

25.02.20

BOGL ansætter Betina Holt Haraldsen som daglig leder for kontoret i Oslo

25.02.20

Arkitekt og byplanlægger Betina Holt Haraldsen skal som COO varetage den daglige ledelse og udvikling af BOGLs kontor i Oslo. Med ansættelsen manifesterer BOGL sin tilstedeværelse i Norge og styrker virksomhedens kompetencer indenfor strategisk byplanlægning, mobilitet og infrastruktur.

”Med Betina i front tror vi på, at vores afdeling i Oslo kommer stærkt fra start. Hun kommer blandt andet med en erfaring og et lokalkendskab, som er helt uvurderligt for os. Og så tilfører hun vores globale team en stærk faglighed på områder, som vi gerne vil udvikle i de kommende år,” udtaler partner og administrerende direktør i BOGL, Adam Bang om ansættelsen.

Betina Holt Haraldsen har mere end fem års erfaring som arkitekt og byplanlægger i Oslo Kommune og har i den forbindelse været med til at designe et nyt hovedcykelvejnet i byen ligesom hun har arbejdet indgående med den strategiske udvikling og udformning af Hovinbyen.

De seneste tre år har Betina Holt Haraldsen fungeret som partner og daglig leder i arkitektvirksomheden Holt O’Brien, hvor hun blandt andet har udført forstudier til placering, indhold og udformning af Ibsenbiblioteket i Skien. Holt O’Brien har desuden samarbejdet med BOGL og MAD Arkitekter om udviklingen af Nyhavna i Trondheim.

”Jeg ser frem til at være med til at sætte BOGL på Norgeskortet og tilbyde bæredygtige og helhedsorienterede løsninger indenfor byplanlægning og landskabsarkitektur”, udtaler Betina Holt Haraldsen, der officielt får titlen daglig leder, COO.

Betina Holt Haraldsen har en kandidatgrad i arkitektur fra Arkitektskolen i Aarhus i 2011 og er for øjeblikket i gang med at afslutte en efteruddannelse i trafikplanlægning ved NTNU (Norges teknisk-naturvidenskabelige universitet).

BOGL har de senere år oplevet stor vækst og øget efterspørgsel på virksomhedens kompetencer i Norge. For at være tættere på norske kunder og samarbejdspartnere åbnede tegnestuen derfor kontor i centrum af Oslo den 1. januar i år.

Sammen med Holt O’Brien og MAD Arkitekter bidrager BOGL blandt andet til udviklingen af den nye bydel ”Nyhavna” i Trondheim, og i november sidste år vandt tegnestuen den åbne planlægnings- og designkonkurrence om udviklingen af Tananger Centrum.

BOGLs kontor i Oslo Centrum har adresse på Øvre Slottsgate 7. Henvendelser vedrørende samarbejder, projekter og netværk kan sendes til daglig leder, COO Betina Holt Haraldsen, bhh@bogl.no.