DK / NO

+45 53 53 54 34
info@bogl.dk

Facebook Instagram LinkedIn

25.04.22

BOGL vinder konkurrence om midlertidigt byrum under Tour de France

25.04.22

Et enigt dommerpanel har udpeget BOGL og PLADS til vinder i konkurrencen om at skabe et midlertidigt byrum på Søren Kierkegaards Plads. Byrummet skal fungere som Fanspot, når verdens mest prestigefyldte cykelløb, Tour de France, indtager hovedstaden til sommer.

Når startskuddet lyder fra åbningen af Tour de France i København, bliver Søren Kierkegaards Plads i 5 uger omdannet til en midlertidig urban park, der vil tiltrække en bred skare af besøgende fra nær og fjern.

Kreativ partner Jens Linnet er glad og stolt over, at BOGL skal være en del af den verdensomspændende sportsbegivenhed og fortæller:

”Tour de France blev skabt i en urolig tid efter første verdenskrig og hyldede eneren, der var tapper og vedholden­de – på trods af næsten uoverstigelige udfordringer. Danmark er en cykelnation, men som samfund er vi på mange måder en modsætning til fortællingen om eneren. Her er idealet, at vi er stærkest, når vi løfter i flok. Det er dette møde og denne fortælling Kulturfanspottet skal facilitere og formidle til Danmark og resten af verden. Og så er vi selvfølgelig meget begejstrede for at skulle skabe rammerne for en folkefest give københavnerne mulighed for at opleve cykelløbet på allernærmeste hold på et af Københavns smukkeste steder.”, siger han.

Fanspottet bliver et grønt, levende og samlende byrum i hjertet af byen, hvorfra tilskuere kan følge cykelløbet i grønne omgivelser. Pladsen vil tilbyde et attraktivt og rekreativt byrum langs enkeltstartruten og omdannes fra grå til grøn med træer, hævede græsflader til tribuner og et torv med food trucks og storskærm, hvor cykelløbet vises.

Ambitionen har fra start været at anlægge et bæredygtigt midlertidigt byrum, hvor der ikke produceres ressourcer, som efterfølgende går til spilde. Designet er derfor baseret på cirkulære principper, der sikrer, at alle materialer som bruges, efterfølgende kan returneres, genbruges eller genanvendes i andre sammenhænge.

Efter etapen er kørt vil den midlertidige park give Københavnere og turister et grønt åndehul langs Københavns Havn, der ikke findes andre steder langs havnefronten. Byrummet vil fungere som et stort bylaboratorium, der kan afprøve, hvordan pladsen kan fungere over sommeren, både til hverdagslige aktiviteter og ved særlige events. Formålet er at teste forskellige funktioner og udtryk forud for en mere permanent udformning af Søren Kierkegaards Plads.

Omdannelsen skal stå klar til enkeltstarten gennem København fredag d. 1. juli 2022. Realdania står bag projektet sammen med et partnerskab bestående af Det Kongelige Bibliotek, BLOX, Nationalmuseet samt Slots- og Kulturstyrelsen.