Hornbæk Havn og Strand
Hornbæk er en levende kystby på toppen af det naturrige Nordsjælland ud til Øresund omgivet af naturperler såsom brede, hvide sandstrande, historiske skovplantninger og den vandrende ’Store Klit’. Områdets særlige lys, de brede sandstrande og vindblæste fyrretræer har siden slutningen af 1800-tallet tiltrukket kunstnerkolonier og det bedre borgerskab, og Hornbæk har siden da udviklet sig som populær sommerbadedestination. Helhedsplanen for Hornbæk Havn og Strand styrker områdets eksisterende kvaliteter og iscenesætter det naturskønne møde mellem by, havn og strand. I et enkelt og stedstilpasset greb knyttes området bedre sammen med rekreative stiforløb, nye faciliteter for vandsportsudøvere og smukke opholdspladser nær havet.
Helhedsplanen viser vejen for en udvikling af kystbyen, som både er attraktiv for turister og tilgodeser det lokale hverdagsliv. Med enkle og elegante tiltag etableres en række nye destinationer og uformelle opholdsmuligheder i forbindelse med eksisterende attraktioner og med respekt for naturen. Tiltagene tæller bl.a. hyggelige pladsdannelser, en trappe til toppen af ’Store Klit’, en solnedgangstrappe og solopgangsdæk, omklædnings- og opbevaringsskure med ophold, kajak- og surf drop-in samt en udvidet naturlegeplads med afsæt i fortællingen om fiskerlejet.
Forbindelserne i området styrkes ved at skabe en sammenhængende promenade langs Øresundsvej, der forbinder tre nye pladsdannelser og skaber et naturligt møde mellem by og strand. Herfra inviteres besøgende til at gå på opdagelse i klitlandskabet ad den nye natursti, der tilpasses til og løber langs klitlandskabets forløb, og gør det mere tilgængeligt og nemmere at finde rundt i strandområdet omkring havnen. Med enkle, præcise identitetsmarkører, de karakteristiske fyrretræer, natursti og pladser i teglklinker skabes en subtil genkendelighed, der bliver kendetegnende for Hornbæk Havn og Strand.
Helhedsplanen er udviklet i tæt samarbejde Helsingør Kommune og Viatrafik, og afspejler en fælles vision for en bæredygtig fornyelse af havneområdet, der værner om natur- og kulturværdierne og samtidig understøtter potentialerne for Hornbæk som oplevelsesrig hverdagsby og international turismedestination.
Tags helhedsplan, byudvikling, Hornbæk, kystby
Sted Hornbæk
Bygherre Helsingør Kommune
Areal 100.000 m2
Status Helhedsplan udført 2022
Team BYLAB, Viatrafik