Et stort opbud af nysgerrige Thistedboere og besøgende var mødt op, da byens borgmester Niels Jørgen Pedersen klippede den røde snor til indvielse af Passagen og Smedjen fredag den 10. juni.
Der var glohede kul i Smedjens nye pizzaovn og festlige skåltaler i Baggården til åbningsfesten, hvor alle var inviteret til at gå på opdagelse i byens gamle håndværkerkvarter, der med åbningen af Passagen skal danne ramme for mere byliv og nye kulturaktiviteter i hjertet af Thisted.
Passagen er et forløb bestående af de fire byrum, Haven, Smedjen, Kunstlegepladsen og Baggården, som tilsammen udgør en ny offentlig forbindelse fra midtbyens gågader til havnen. Forløbet er en genåbning af en tidligere passage gennem byens baggårde, der nu åbner for en oase fuld af lokale fortællinger i en af byens glemte lommer. Smedjen ligger som det helt centrale byrum i passagen og er byens nye offentlige mødested med plads til fællesspisning, koncerter og et væld af aktiviteter og udendørs events. Smedjen er nænsom omdannelse af byens gamle smedje til et åbent, overdækket byrum, som allerede er blevet et fyrtårn for fællesskabet i byen med koncerter og fællesspisning.
Med åbningen af passagen har Thisted fået et helt særligt og sanseligt byrumsforløb, der både tager afsæt i byens kulturhistorie og bringer baggårdslivet ind i moderne tid.
Projektet er gennemført af Thisted Kommune under Realdanias kampagne ’Hovedbyer på Forkant’, der har til formål at styrke by- og handelslivet i Thisted.
Læse mere om projektet her.