DK / NO

+45 53 53 54 34
info@bogl.dk

Facebook Instagram LinkedIn

04.06.24

Folkefest for Odder Folkepark

04.06.24

Fredag den 24. maj 2024 markerede den officielle indvielse af Odder Folkepark. Flere hundrede Odder-borgere var mødt op, og parken bød dagen igennem på indslag og aktiviteter for både store og små arrangeret af byens mange foreninger og frivillige.

Læs mere om projektet og se flere flotte fotos her.

Projektchef og partner Marie Furbo var blandt talerne på scenen, hvor hun, foruden at opridse projektets hovedgreb og takke bygherre og samarbejdspartnere, reflekterede lidt over landskabsarkitektens rolle i et projektforløb:

”Det er altid en stor oplevelse for mig, som landskabsarkitekt, at følge projekterne og det brede samarbejde, det kræver, at få intentionerne og stregerne på papiret til at blive til virkelighed. Ikke sjældent sker det, at projekterne bliver endnu bedre end vi har været i stand til at forestille os. Det er også tilfældet her”

”Før var det en parkeringsplads. I dag er det en Folkepark, der forsøger at fremkalde alle de kvaliteter, der findes lige her omkring os. Et sted, hvor kultur, arkitektur, natur og fællesskab går hånd i hånd.”

Blandt de musikalske indslag var en lejlighedssang dedikeret til Folkeparken med Odder Å som afsender. Det er første gang, vi oplever at nogen skriver en sang til og om et af vores projekter, og vi synes, den er så god, at den fortjener at blive gengivet i sin fulde form. Sangen er skrevet af lokal ildsjæl og musiker Annette Folsach.

SANG TIL INDVIELSE AF FOLKEPARKEN

Tekst: Annette Folsach. Melodi: Jeg er havren

1. Jeg er Odder Å, du kender mig
Gennem byen flyder jeg min vej
Kigger på de ting, jeg går forbi
Det er tem’lig blandet, må jeg si’

2. Jeg ser mange biler på min færd
Lange lige rækker her og der
Alle sammen sorte, hvide, grå
Det er godt nok trist at kigge på

3. Ved det store hus, hvor Lone bor
Har man flyttet rundt på noget jord
Der er træer med og uden bark
Jeg har hørt, det er en folkepark

4. Så brød jeg igennem dæmningen
Det var ikke godt for stemningen
Jeg sku’ bare lige op og se
Om det ville blive en succes

5. Uh, det gik med meget voldsom fart
Det var faktisk ikke særlig rart
Mistede det store overblik
Gik i land på byens bibliotek

6. Der var jeg en uvelkommen gæst
Ottetusind bøger fik jeg læst
Skyndte mig så ud i eng og mark
Og fik ikke set den fine park

7. Men nu er der sket en sælsom ting
Jeg har fået mange flere sving
Så nu kan jeg nå at følge med
i, hvad der nu sker på dette sted:

8. En kulturhistorisk legeplads
Kunst og multibane, rullegræs
Udekøkken, bord og bænkesæt
Blomster, bier, parken er komplet

9. En oase midt i byen her
Er til gavn og glæde for enhver
Folkeparken længe leve må
Stort tillykke her fra Odder Å