DK / NO

+45 53 53 54 34
info@bogl.dk

Facebook Instagram LinkedIn

26.04.23

Remiseparken, Sundbyøster Plads og Mellemrummet udstilles på DAC

26.04.23

Landskabsarkitekturen findes imellem, ovenpå og ved siden af vores bygninger. Den er de planlagte by-, park- og haverum, der fylder byernes mellemrum, og den præger vores hverdag på synlige – og til tider usynlige – måder.

Velplanlagte pladser og parker kan være med til at sikre at gamle fællesskaber trives, og at nye opstår. Men man kan ikke gå ud fra, at bylivet bare kommer af sig selv. Derfor spiller borgerinddragelse ofte en vigtig rolle i BOGLs projekter. Under udviklingen af Remiseparken og Sundbyøster Plads blev naboere spurgt om deres behov og ønsker til fremtidens park og plads. Og netop fællesskabet og borgerinddragelse er i fokus i Dansk Arkitektur Centers kommende udstilling, Copenhagen in Common. I udstillingen undersøger de, hvordan (landskabs)arkitektur danner rammen om den måde, vi er sammen på – hvordan den kan styrke fællesskaber.

Udstillingen viser et udpluk af Københavns arkitektur og ser nærmere på nogle af de steder, hvor fællesskabet har særlig gode betingelser. Tre af de projekter, der bliver udstillet, er RemiseparkenMellemrummet og Sundbyøster Plads. Projekterne er forskellige i udtryk og størrelse, men de har det til fælles, at de er med til at skabe liv og tryghed i et nabolag. Remiseparken har fokuseret på at øge trygheden i Urbanplanen og er transformeret fra nedslidt til levende og smuk. Mellemrummet skaber kontrast til Ørestads høje, nye byggerier med sin menneskelige skala og sanselige beplantning af hvidpil, violfrøstjerne og prydgræsser. Og Sundbyøster Plads er transformeret fra en tom, stor og åben plads til et rum i en behagelig skala med fyrretræer og siddepladser i alle højder.

Copenhagen in Common åbner i forbindelse med, at København er Arkitekturhovedstad i 2023. Den løber fra den 5. maj til den 22. oktober 2023 og er støttet af Realdania. Læs mere om udstillingen på DACs hjemmeside.